• Novo Nordisk fortsætter opturen og opjusterer forventningerne til 2024

    Source: BDK Finans / 07 Aug 2024 01:44:48   America/New_York

    Den danske medicinalgigant Novo Nordisk fortsætter sin fremgang og opjusterer forventningerne til fremtiden. Overskuddet for første halvår steg med 18 procent til 57,8 milliarder kroner mod 48,9 milliarder for et år siden efter en salgsfremgang fra 107,7 til 133,4 milliarder kroner. Det fremgår af halvårsregnskabet, som kom onsdag morgen. Novo Nordisk er Danmarks med afstand mest værdifulde børsnoterede virksomhed. Selskabet med hovedsæde i Bagsværd nord for København er også Europas mest værdifulde børsselskab. Lidt større forventninger forude Koncernen opjusterer en smule. Forventningen til salgsvæksten ligger nu på 22-28 procent. Den seneste prognose for Novo Nordisks vækst i hele 2024 er fra maj i år. Her lå Novo Nordisks bud på salgsvækst på mellem 19 og 27 procent, mens selskabet forventede en vækst i driftsresultatet på 22-30 procent. Nu nedjusteres forventningen til driftsresultatet en smule til 20-28 procent. De nedjusterede forventninger til driftsindtjeningen skyldes, at selskabet i juni i år måtte foretage en nedskrivning på hele 5,7 milliarder kroner, efter at en kandidat til et nyt lægemiddel, som Novo Nordisk købte tilbage i 2023, viste sig ikke at have den ventede effekt. Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, erklærer sig tilfreds med halvårsregnskabet og peger på en afgørende vækstfaktor. »Væksten er drevet af den øgede efterspørgsel efter vores GLP-1-baserede diabetes- og fedmebehandlinger, og vi fortsætter med at nå ud til flere patienter med vores innovative behandlinger,« udtaler Lars Fruergaard Jørgensen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet. Fremgang i Wegovy-salget på 74 procent Novo Nordisks salg i Nordamerika er steget med 39 procent i forhold til for et år siden, og den danske gigant sidder nu ifølge egne oplysninger på 56 procent af markedsværdien. Salget i Europa, Mellemøsten og Afrika steg med 13 procent, mens det i Kina er gået 18 procent frem. I resten af verden er salgsfremgangen på 26 procent, alt målt i danske kroner. Salget af fedmemidlet Wegovy er steget markant, fra 12,1 milliarder kroner i første halvår 2023 til 21,0 milliarder kroner et år senere – en stigning på 74 procent. Nu er 1,4 millioner mennesker i verden i behandling med Novos vægttabsmedicin, en fremgang på 56 procent i forhold til for et år siden. Salget af diabetesmidlet Ozempic er på et år steget fra 41,7 til 56,7 milliarder kroner, mens Novos gamle diabetesmiddel, Victoza, omvendt er gået lidt tilbage fra 4,7 til 4,4 milliarder kroner. Wegovy, Ozempic og Victoza tilhører alle den såkaldte GLP-1-klasse af lægemidler. GLP-1-medicin udgjorde i første halvår omkring 75 procent af Novo Nordisks samlede salg. Wegovy har revolutioneret behandlingen af fedme med såkaldte »blockbusterinjektioner« og er for nylig blevet godkendt til også at kunne bruges inden for andre områder af medicin. Det drejer sig blandt andet om at reducere risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde og hjerte-kar-relaterede dødsfald. Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet vender tommelfingeren op for Novo Nordisk-regnskabet. »Novo Nordisk leverer den ventede opjustering og endnu et rigtigt godt regnskab, som bliver negativt påvirket af den nedskrivning på 5,7 milliarder på blodtryksmiddel, som selskabet allerede har annonceret i slutningen af juni. Regnskabet er rigtigt godt uden dog at være ekstremt fremragende,« konstaterer han. Hvordan aktiemarkedet vil reagere, når børsen åbner i København klokken 9, står tilbage at se. »Investorreaktionen? Det må vi vente på at se,« siger Per Hansen. Konkurrencen vokser Novo Nordisks halvårsregnskab kommer midt i stor uro på aktiemarkedet. Novo Nordisks aktiekurs steg til et foreløbigt højdepunkt over kurs 1.000 i slutningen af juni i år. Men siden er kursen faldet med omkring 13 procent. En stor del af kursfaldet og kursudsvingene hos både Eli Lilly og Novo Nordisk skyldes den generelle situation på aktiemarkedet. Men der har også de seneste par måneder været en lind strøm af nyheder, som har gjort investorerne bekymrede. Eli Lilly, som er Novo Nordisks største konkurrent ser ud til at have fået vind i sejlene med salget af sit vægttabsmiddel Zepbound i USA. Tirsdag kunne Reuters fortælle, at Zepbound i løbet af få måneder har sat sig på 40 procent af markedet for vægttabsmedicin i USA. Samtidig har en række potentielle fremtidige konkurrenter kommet med lovende nyheder om nye vægttabsbehandling, som inden for nogle år måske kan tage konkurrencen op med Novo Nordisk og Eli Lilly. Det gælder senest schweiziske Roche, som har fået lovende resultater med en vægttabspille, men også selskaber som amerikanske Amgen og Viking Therapeutics og danske Zealand Pharma rører på sig. Novo Nordisk besluttede i december 2021 at investere 17 milliarder kroner i tre nye produktionsanlæg og en udbygning af det eksisterende i Kalundborg, hvor selskabet har haft fabrikker siden 1969. Investeringerne kom oven i de mere end 18 milliarder kroner, som koncernen siden 2000 og frem til da havde lagt i fabriksområdet. Novo Nordisk er stiftet i 1923 og har i dag flere end 64.000 ansatte på 80 kontorer. Selskabets medicinprodukter sælges i omkring 170 lande. https://www.berlingske.dk/business/novo-nordisk-fortsaetter-opturen-og-opjusterer-forventningerne-til-2024
Share on,